Støtter til Luther keramik – og lidt dab

Byg-linjen har haft travlt med at lave støtteben til udstilling af keramikplanker fra projektet “Luther roser og ege ønsker”. Der gik både kirkebesøg og dab i projektet.
Støttebenene lakeres.

Da fejringen af Reformationen blev sat i gang den 1. marts på Domkirkepladsen, skete det med en fire meter høj egetræsport smykket med keramikblomster og -blade.  Nu udstilles plankerne forskellige steder i Viborg, og onsdag den 26. marts rykkede elever fra Byg-linjen ud med støtteben til at præsentere plankerne dels inde i Viborg Domkirke, dels på Rådhuset.

Forinden havde eleverne savet, høvlet, samlet og lakeret de solide støtteben til at bære plankerne med keramik.

En ekstra oplevelse
H.C. Willumsen fra Y’s Men’s Club og Dorthe Andersen fra Kulturprinsen modtog Byg-holdet foran domkirken.

H.C. Willumsen fra Y’s Men’s Club og Dorthe Andersen fra Kulturprinsen stod klar til at modtage Byg-holdet udenfor Domkirken, hvor drengene så kunne bære planker og støtteben ind og stille op.
Ingen af drengene havde været i Viborg Domkirke før, så rundturen i kirken blev en ekstra oplevelse for dem ledsaget af brusende orgelmusik.

Domkirkens flotte rum og brusende orgelmusik blev en ekstra oplevelse for drengene.
Pjank og dab

Sådan ser en borgmester-dab ud.

Senere gik turen til rådhuset, hvor der blev opstillet endnu to planker fra den store egetræsport. Besøget i rådhushallen gik ikke stille af, da drengene pjankede højlydt sammen med borgmester Torsten Nielsen.
“De var nær blevet smidt ud af en medarbejder,” fortæller værk-stedslærer Peter Filtenborg med en latter.
Dorthe Andersen havde lovet drengene en is, hvis de kunne få borgmesteren til at lave den såkaldte “dab”-positur – og det kunne de!
Foreløbig har de fået guldkarameller og sodavand, så de ser stadig frem til is.

Egeporten udstilles igen
Endt og veludført dåd.

Reformations-projektet blev til i et samarbejde mellem Viborg Stift, Kulturprinsen, Kulturskolen i Viborg og Y’s Men’s Club. Keramikblomsterne og bladene blev lavet af børnehavebørn fra ti af kommunens folkeskoler samt elever fra Billedskolen.
Egetræsporten stilles op igen på Borgvold d. 19.-22- juni under “Snapsting for børn” samt den 31. oktober til reformationsafslutningen på Domkirkepladsen.

Se flere fotos på vores fb-side.

Tekst og øverste foto: Berit Guldbrand, øvrige fotos: Peter Filtenborg, Viborg Produktionsskole april 2017.