Aktiviteter

Udover den daglige produktion i værkstederne har Viborg Produktionsskole forskellige tilbagevendende aktiviteter på programmet

Motion
Vægttræning
Eleverne har mulighed for at træne

Skolen prioriterer bevægelse og motion. Derfor er der hver tirsdag kl. 12.45 motion på programmet for alle skolens elever. Vi går i GAME Streetmekka Viborg og laver diverse aktiviteter, såsom høvdingebold, yoga eller hit fit dance. Skolen tilbyder indimellem også styrketræning.

NADA-behandling

På Viborg Produktionsskole udfører nogle af skolens ansatte NADA-behandling (National Acupuncture Dextoxification Association). NADA-behandling er en form for øreakupunktur og kan anvendes til lindring her og nu ved f.eks. akut stress, abstinenser, angst eller søvnproblemer. Behandlingen kan ikke stå alene, men skal betragtes som et supplement til anden behandling. Kontakt din lærer eller vejleder, hvis du er interesseret i at høre mere om skolens tilbud.

Gæster på skolen

Vi får lejlighedsvist besøg af Anne og Anette fra Rusmiddelcentret Viborg. Du kan frit henvende dig til dem og få vejledning og hjælp til at komme ud af et eventuelt misbrug. Du kan også altid gå til din lærer, som kan formidle kontakt til Rusmiddelcenteret.

Ind imellem får vi besøg af Søren, Malene og Allan fra Sted1. De kan fortælle om deres tilbud og stiller sig gerne til rådighed, hvis du har brug for en snak om alt mellem himmel og jord.

Derudover får vi løbende besøg af Louise og Peter fra Politiet. De kan bl.a. informere om god opførsel på internettet og svare på spørgsmål i forhold til love og regler.

Sex og samfund gæster os cirka én gang om året. De fortæller om kønssygdomme, sikker sex, grænser m.v. Og så deler de også kondomer og tyggegummi ud.

Foredrag
Chris MacDonald besøgte os i 2016 og gav et særdeles underholdende foredrag om personlig udvikling

Af og til inviterer vi spændende personligheder til skolen for at holde foredrag. De deler ud af deres erfaringer og ideer til inspiration og underholdning.

Vi får også besøg af 3F og Rådet for Sikker Trafik.

Ture ud af huset

Viborg Produktionsskole tager ind imellem på kortere eller længere ture ud af huset. Formålet kan være af både faglig og social karakter. Vi har bl.a. været i biografen, i sommerhus og i København.

Forstanderturen

En gang om året tager forstanderen alle skolens elever med på en dagtur. Turen er med til at give adspredelse i hverdagen og kan både have et socialt og et fagligt indhold.

Den Årlige Juleafslutning

Hvert år afholder Viborg Produktionsskole “Den Årlige Juleafslutning”. Afslutningen finder sted den sidste arbejdsdag inden juleferien. Dagen byder bl.a. på bankospil med fine gaver, småkonkurrencer og lækre julegodter. Mens eleverne hygger sig, sørger personalet for at lave varm julemad, som serveres for eleverne i kantinen.
Til slut ønsker vi hinanden en glædelig jul og et godt nytår. Alle elever sendes hjem med en lille gave under armen.